Sådan får du det bedste ud af en regnvejrsdag.
Let’s face it – det regner rigtig meget i Danmark. Det er der ikke så meget at gøre ved. Så vi kan lige så godt få det bedste ud af det med en varm kop chokolade, fremfor at kigge surmulende ud ad vinduet og vente på skyfri himmel. Her får du tre tips til hyggelige aktiviteter på en grå regnvejrsdag.
Tip 1: Ryd op i tøjskabet, i krydderierne, i dine fotos…
Tanken om at rydde op lyder måske ikke umiddelbart som det hyggeligste i verden. Men faktisk handler det bare om at gå i gang. Følelsen af tilfredshed indfinder sig hurtigt, så snart du ser, hvordan der kommer orden i det hele. Måske kan du slet ikke stoppe og napper lige loftsrummet med!
Vælg et sted og tag så fat. Er det krydderihylden eller køkkenskabet, der står for tur, er det vigtigt at få alt ud og vaske skabet af. Smid det ud, der har været åbnet længe, men husk at bruge lugtesansen frem for at se på datoen. Er krydderierne duftløse som en tør tot græs, vil de heller ikke give meget glæde i din gryderet, så ud med det. Til sidst kan du nyde, at der er god plads i skabet. Rent, ryddeligt og overblik over, hvad du har eller måske skal se efter, næste gang du shopper dagligvarer – fx på nettet.
Tip 2: Lav dig en GOD kop chokolade

Når arbejdsdagen (eller oprydningen) er slut, og regnjakken er hængt til tørre ude i entreen, er det skønt at få varmen tilbage i fingrene med en lækker kop varm chokolade mellem hænderne. Har du børn, er det samtidig en mulighed for en god hyggestund, hvor I får vendt dagen, før der går legeaftaler og huslige pligter i den.
Du kan smelte en håndfuld chokoladeknapper langsomt i en gryde og piske op med mælk. Eller gøre det helt nemt og vælge en pulvervariant til din varme chokolade. Her skal du blot varme vand eller mælk og røre sammen med pulveret, og vupti har du en dampende kop lækkerhed klar foran dig. Husk, der er stor forskel på kvaliteten af kakaopulver og chokoladeblandinger! Skal det virkelig smage, så vælg en god, økologisk chokolade.
Tip 3: Hop i hjemmespa
Der findes virkelig gode kursteder, som tilbyder den fuldendte spa-oplevelse. Men mindre kan også gøre det. En time eller to på badeværelset i afslapningens tegn er både billigere og nemmere.
Er du så heldig at have et badekar, kræver det blot lidt god badesalt, en duftlampe og et par bløde håndklæder. Lad regnen, der siler ned ad ruderne, være stemningsmusik – eller sæt afslapningsmusik på anlægget. Og synk så ned i det hede vand.
