Min historie
Min historie ligner på mange måder alle andres, med familie et hjem hvor man altid var glad. Hvor alt var perfekt og trygt. I hvert fald hvad jeg troede en normal familie var.
Verden er aldrig sort hvid
verden er aldrig sort hvid. Det får man altid at vide. Min familie var sort hvid . min verden var sort hvid , også alligevel ikke. Min mor’s side af familien var en fin og fornem familie. Hvor vi altid var rene, pæne, sad pænt og smilede ingen negative følelser. Så var det enormt vigtigt at man havde en uddannelse og var noget. Altså man skulle være perfekt, for hvad tænkte andre ikke.
Modstætninger
Min far’s side som ikke var så stor. Der var det lige modsat, jeg vil ikke sige peace love and happyness men tæt på. Der var plads til alle. Det var ok at være sur og ked af det. Min farmor fik mig til at stille spørgsmålstegn, ved min meget dominerende mor’s side af familien. For ikke nogen var ens og hvorfor ikke være ligeglad med hvad andre tænkte.
Når man begynder at stille spørgsmåltegn
Hvor var den kærlighed de kram og hygge, når vi var sammen med min mormor. Min sort hvide verden var jeg skulle være glad. Jeg skulle gå i skole. min familie var perfekt. bum ingen spørgsmål. lige til den dag hvor det hele ramlede .
Skilsmisse
Dagen hvor alt blev ændret. De sad perfekte som min familie jo var. De fortæller at det skulle være en lykkelig skilsmisse. Når min far hentede, var han altid velkommen ind til en kop kaffe osv . 14 dage efter skilsmissen, skulle min far udstationeres i mellemøsten. så jeg så ham ikke i 1/2 år. Så havde jeg nu mistet ham helt? hvad nu hvis han døde i krigen? skulle jeg aldrig mere se min far ? spørgsmålene fyldte meget i mit lille hoved.
Jeg var 11 år. Min mor tog skilsmissen hårdt. Hvilket er klart det er aldrig sjovt at skulle skilles. Det gjorde, at hun jo var meget træt, hver gang hun kom fra job. ( hun arbejdede 21 timer). Det lød ofte, Maja kan du ikke lige handle, og hjælpe med at lave mad i dag. Hvis jeg sagde nej, så kom kortet. Jamen hun har været på job, hun var træt, hun havde så mange ting hun skulle. Så det kunne jeg godt. Den gik lige ind på dårlig samvittighedskontoen. Så det første havle år var mega hårdt. At savne sin far og gå med en masse tanker en mor der brugte en til de daglige opgaver. Som ikke rummede andre end sig selv. I skolen var det svært at rumme alle andre. At lære at læse og skrive når hovedet var et helt andet sted.
Hverdag
Det blev hverdag min far kom hjem fra krigen. Vi fik 1 weekend hver 14 dag hos min far. Han skulle hente os, den der perfekte familie, hvor far kunne komme ind til en kop kaffe. Skete kun en gang jeg har aldrig prøvet noget lignede. Luften var svær at få ned i lungerne, den var så tyk og kold. Min mor sagde ingenting min far et par ord om noget et eller andet . Den situation skulle jeg aldrig stå i igen, det lovede jeg mig selv lige der. Så fremover så var jeg klar udenfor, til at blive hentet. Så kunne jeg kalde på min søster, så kunne vi komme hurtigt ud af døren.
Jeg kunne ikke mere
Hjemme fyldte det meget at huset lignede noget der var løgn. At jeg dagligt kæmpede med mig slev. At jeg kæmpede med dårlig samvittighed, at jeg lavede mad, at jeg handlede ind. En aften bliver det for meget, jeg bryder grædende sammen. Siger til min mor at jeg kan ikke mere. Jeg vil bare død. Jeg orkede ikke mere. Men jeg skulle bare gå i seng . I morgen var en ny dag. Og det var der, endnu en og endnu, en og igen. Jeg havde det virkelig svært, min mormor gjorde det ikke nemmere. Ved at fortælle mig hvor dårlig min far var som person. At han ikke var noget. Det gjorde ondt lagt ind. Så jeg kæmpede ikke bare med mine egene tanker. Men også med det jeg fik i hovedet af min mor og mormor.
Skolepsykologen
Jeg blev sendt til skolepsykolog, han mente et hjemmebesøg ville være en god ide. Så det kom i stand (min mor er specialpædagog) så hun viste, lige hvad hun skulle sige og dreje tingene. Så der kom det ud af det at når jeg gik ned på mit værelse. Så skulle man banke på for at komme ind.
Men i det jeg har min farmor, begynder jeg at se ting. Jeg begynder at sige fra. for jeg kan ikke mere. En jul kommer min mormor til mig. “Maja du skal være glad, hele julen, for du har fået for 100kr mere, end din søster og fætter”. Jeg kigger på hende, siger “jeg vil hele have en krammer”. Hun kigger på mig drejer rundt på hælen og går …… der stod jeg.
Konfirmation
Jeg skulle ikke tænkte over, om jeg skulle konfirmeres, det var et klart nej. Jeg skulle ikke have mine forældre i samme rum. Så min far laver en fest alligevel og min mor er tosset og bitter.
Efterskole
I 8 klasse, bestemmer skolepsykologen sig for. At det vil være godt for mig, at komme væk hjemmefra. Så jeg kommer på efterskole. Det bedste der sker. Her beder skolen om at jeg kommer til lægen. For at få udredt de mange mavesmerter, og meget stærke smerter jeg har. Min mor har altid sagt, det bare var fordi jeg søgte opmærksomhed. Jeg bliver sendt på sygehuset til en masse test. Da jeg skal have svar ved lægen. Sidder vi på gangen. Min mor spørger om hun skal gå med ind. Jeg går selv ind, får at vide at det er en irretabel tarm. som jeg nok vokser fra. Ingen har tjekket min tyndtarm.
Det var godt for mig at være af sted på efterskole. Men gjorde det endnu sværere, da jeg kommer hjem. jeg var langt mere selvstændig. Jeg rejser til Norge sommerferien mellem 10 klasse og kokkeskolen. og arbejder på hotel. Jeg når at bo hjemme ca 6 måneder da jeg starter på kokkeskolen. Så flyttede jeg ned til min kæreste og hans forældre. Her flytter jeg så i egen bolig.
I lære
Jeg kommer i lære i England. men kan slet ikke få ro i mit hoved. Jeg bliver ved med at have den her, stemme ting i hovedet. Der siger skær i din arm i stedet for agurken, eller hvad jeg stod med. Til sidst tager jeg en snak med chefen. og tager hjem. Jeg tager hjem til min mor. Da det er den her og nu mulighed jeg har.
Første gang hvor jeg gerne vil dø
Jeg ender med at tømme medicinskabet. jeg ville bare ikke leve mere, min mor kommer ned på værelset. Hvor jeg sidder og er ved at trykke alle piller ud. Aftalen fra tidligere blev sjældten overholdt. hun tager pillerne, og siger vi skal op til mormor nu. Det var da det sidste jeg kunne overskue. Jeg blev hevet med og hjem igen.
Dagen efter kørte hun mig til lægen, han sendte mig på psykistrisksygehus. Min mor kørte mig der ud. da vi sidder på p-pladsen. Spørger min mor mig skal jeg gå med ind. mit svar er ja tak . Da vi kommer ind står en sygeplejeske klar. Så klapper min mor mig på skulderen, så er du i gode hænder og vil gå . Sygeplejesken siger hurtigt, du skal have værelse her inde. Min mor må gå med. Da sygeplejesken skal hente noget, ser min mor sit snit til at sige farvel vi ses.
psykiatrisk
På psykiatrisk får jeg en masse medicin, og ryger ind og ud de næste mange år. Prøver alt hvad der er af medicin tager næsten 70kg på. Er i en konstant tåge sover stort set det meste af tiden. Eller spiser.
Selvmedicinereing.
Spiser eller cutter mig ud af smerte. Jeg kunne formå at handle i både. fakta, netto og kvickly som lå i vores lille by, til samme dag. Jeg kunne stå op om natten, bage og spise hvis jeg ikke havde noget i huset. Jeg kunne tvinge mig selv til at spise, meget for at få kvalmen og overmæthedsfølelsen. De var nemmere at håndtere, end hvordan jeg havde det. Ingen selvværd, ingen slevtillid jeg var grim og dum. Det har jeg jo hørt hele mit liv fra min skolelære i de små klasser til min mormor. Min mor sagde det aldrig direkte, hun sagde altid maja er så stræk hun kan klare sig selv. Der med gav hun afvisningen på den pæne måde.
Selvmordsforsøg
Jeg kunne ikke mere til sidst og planlægger mit selvmord. Jeg har aldrig været så lettet i mit liv, nu skulle jeg have ro. Jeg får en recept ved egen læge, og en ved psykologen, havde 3 glas medicin der hjemme. Jeg fik mere end rigeligt. Jeg tager dog ikke det ene slags, da jeg ofte kastede op efter indtagelse. Og så var jeg jo lige lagt. Men jeg ringer og siger farvel til min far han tager ikke telefonen så jeg lægger en besked på mobilen.
Så ringer min mobil og jeg tænker jeg bliver nød til at tage den. Ellers tro vedkommende der er noget galt. Jeg tager den og vedkommende kunne jo høre der var noget galt. Ligger på og ringer 112 så de kommer og jeg vil ikke med, jeg skulle bare dø. Da manden siger jeg ringer til politiet, så kommer de og tager dig med til behandling. Så kom jeg med, jeg har set hvordan de er kommet ind med folk i psykose. Jeg var så bange for at det ville være mig en dag. Så til udpumpning og indlæggelse og vånger 3 døgn efter. Virkelig træt af jeg ikke var død. Jeg ville stadig bare dø og kunne slet ikke forstå. De ikke bare kunne lade mig dø. I dag ser jeg anderleds på det.
2010 bliver året hvor jeg vender alt
2009 får jeg nej til en gastrisk bypass. Der vejer jeg 109kg (jeg er 156cm ) så det ender ud i jeg går fra kærsten. En sidste indlæggelse. Et år hvor jeg æder mig langt væk. Jeg rammer 123kg da jeg sidder og sapper rundt på tv og ser noget om ironman. Og får den ide at jeg skal da bare tabe 60kg. Løbe et marathon og så lave en ironman. Så august 2010 der vender jeg alt på hovedet og begynder denne crazy rejse. Jeg kan ikke svøm jeg kan ikke løbe jeg kan ikke cykle.
Træning
Jeg starter på løbebåndet for det var jo pinligt hvis folk skulle se mig løbe. Jeg starter på et løbebånd jeg kunne løbe næsten 100m med 6km/t .(de fleste kan gå med 7km/t) . Så måtte jeg ned og sidde for det hele snurrede rundt. Men jeg blev ved hver gang det holdte op med at dreje rundt. En ny tur og en tur mere. Jeg fandt min gamle tunge MTB frem, og cyklede og cyklede og cyklede. Jeg begyndte at svømme, mega bange for at få hovedet under vand. Så det var en ubeskrivelig brystsvømning men frem og tilbage i bassinet. Den ene gang kom liveredderen hen ja ja maja nogen taber sig andre går i opløsning.
Der skulle ske noget mere
I 2011 flytter jeg til sjælland. Jeg havde den her ide om at jeg skulle finde en mand. Gerne med hus og børn så jeg kunne leve et normalt liv. Så jeg endte med at date på livet løs samtidig med træning.
Jeg ender på Stevns ved Køge. Hvor bliver mere og mere fysisk syg jeg har vendet mig til mine mavesmerter. Men jeg begynder at tabe håret. Får blå læber og finger, er konstant i dårlig humør, begynder at få feber, har fysisk ondt inden i kroppen. Min arme og ben føles som gele. Min læge bliver ved med at sige det bare er influenza men efter 3 måneder. Prøver jeg at banke i bordet. Har læst lidt på nette og prøver virkelig at stille nogle spørgsmål. Om det kan være vitamin mangel. Men svaret er om jeg har angst ?for så kan hun godt få mig indlagt. Min sidste indlæggelse var i 2009. Blev pisse sur over hun ikke ville tage mig seriøst. Så jeg begyndt at komme hver gang de havde åben konsultation. Så måtte de jo kunne se at det var fysisk.
Da lægen skiftede mening
En dag siger lægen hvis det kan give dig ro på så kan vi godt måle dine vitaminer. Du kan ringe om 4 dage og få svar . Jeg har så fundet en lejlighed i Herlev i mens jeg har kæmpet med denne læge. Så efter 3 dage ringer lægen kan du komme om 15 minutter. Jeg tog til lægen og ja alle mine vitaminer lå meget lavet og b12 vitamin lå langt under grænsen. Nu skulle der pludselig sætte himmel og hav igang, for der var jo noget galt. Jeg siger så jeg flytter om 5 dage og ellers havde jeg skiftet læge her. Jamen jeg skulle love at gå til lægen med det samme. Hun ville lige skrive et brev jeg kunne tage med til lægen.
Lægeskift
Jeg ringer til min nye læge og siger jeg vil gerne have en opstarts samtale. Jeg har diagnosen bipolar og får litium. Det skal der laves opfølgning på. Så har jeg lige fundet ud af jeg har b12 vitamin mangel så det skulle der også gøres noget ved. Han ville sætte en time af til samtale. ( fuck hørte jeg rigtigt) efter 20 minutter inde i samtalen, kigger han på mig og siger. Jeg tro ikke på du er psykiskesyg. Der sad jeg med åben mund og polypper. Jeg tro du har mavetramproblemer. a hvad ???? Så han tjekkede for alt hvad der kunne være i maven. Og ja jeg havde bare Cøliaki (glutenallergi) så i juni 2012 stopper jeg på alt medicin.
Træning og kost
Jeg byttede mit slevskade ud med træning og kost. Og tabte mig hurtigt. Jeg trænede og trænede og trænede. Så meget at fitnesscenteret begynde at spørge, om ikke jeg skulle have en hvile dag. Jeg havde byttet det ene slevskade ud med noget andet. Men denne form er mere accepteret der er man bare sej når man opnår mål.
2013
Præcis 3 år efter alt startede. Løb jeg min første marathon. mange mente, da jeg havde sagt jeg ville tabe 60kg løbe et marathon. At jeg var skingerne skør, så var ikke mange der viste jeg gik efter ironman. Men jeg løb mit marathon og i en fin tid 4 timer og 7 minutter. Altså hurtigere end min far da han løb marathon. nu gik det mod Ironman. Der blev trænet og trænet ikke kun fysisk.
Psykolog/coaching
Psykolog
Jeg fik en henvisning til en psykolog af min dygtige læge. Som havde prøvet at skrive til psykiatrisk afdeling. Men de havde ikke tilbud til raske patienter. Jeg begynder ved denne psykolog, for at få ryddet op indeni. Jeg får styr på mange ting handle mønster. Hvilket skulle vise sig at være et større stykke arbejde. At have levet i 16 år uden at skulle tage ansvar, uden at stå til regnskab. altid have en undskyldning. Min sygdom ,
Nu stod jeg her i følelsesmæssig rutsjebane. Jeg skulle lære at være i mine følelser , at sætte grænser ,for mig selv og andre. Men den anden sidste gang, hos psykologen gik jeg ud af døren .Jeg måtte ringe til en veninde. Fuck fuck fuck jeg er lige blevet voksen .Jeg har ingen undskyldning mere. Jeg skal tage ansvar fra nu af. Det var så skræmmende vildt for 45 minutter siden havde jeg stadig det halmstår, jeg arbejder på sagen.
Coach
Jeg startede hos Jacob. Som bad mig sætte mig på stolen , hvilket jeg mente jeg gjorde. Han rettede mig , Maja jeg sagde ikke under stolen. Prøv lige at sætte dig på stolen. Ikke fødder og ben under stolen . Så jeg fik mig sat på stolen Jacob smilede til mig. Hvorfor er du her ? jeg startede med at for søge at sige at jeg skulle have ryddet op indeni. Kom ikke ret mange ord, men tårene trillede i et væk. Efter noget tid, lang tid, næste hele timen gik med at tårene bare trillede. Sagde Jacob Jeg ser dig !!! det var så overvældende at blive set. For det var jeg dælme ikke blevet på den måde før. Her fik jeg ryddet op i mange ting og fik en stor forståelse af hvad jeg havde slåset med.
2015 blev året
Jeg havde trænet rigtig meget, alt for meget. Men jeg skulle nå mit mål. Jeg fandt en træner Michael, sammen fandt vi en vej. I alt det her og hvordan jeg greb en ironman an på. Målet blev sat Bolton Ironman i juli 2015. Jeg kom i mål og gennemførte 1 time før cutoff .det var vildt. og igen tvivl jeg skulle lave ironman igen. Det var så vildt, nu var der intet der kunne stoppe mig. Fra at nå mine mål i den her verden !!! svømme 3,8km cykle 180km og løbe et marathon 42,1 km. Det var jo crazy vildt. Jeg havde fået 29 piller om dagen, da jeg fik mest medicin. Jeg har fået hjertemedicin, for at kunne tåle det de gav mig. Jeg havde vejet 123kg folk havde sagt det her ville jeg aldrig kunne. Men her stod jeg .
jeg havde for alvor vendt mit liv om !!
Nu skulle jeg bare
finde ud af at bruge alt det her til noget. Det er jeg godt igang med nu. jeg har flere spændende projekter igang.
Er ikke færdig med Ironman. Har sat nye mål og de skal også nok blive indfriet. specielt fordi, mange igen har rystet på hovedet og ment at jeg skulle være mere realistisk. Men havde jeg gjort, som folk havde rådet mig til. Da jeg startede min rejse, var jeg her ikke i dag. så en ting vær dig selv og find din vej !!!
